Formandens beretning for 2010
2010 var mit første år som formand, og det har på mange områder været et godt og begivenhedsrigt år. Det gælder både spejderarrangementer, promovering af spejderne, aktiviteter for at tjene penge til spejderne og selve bestyrelsesarbejdet.
Spejderarrangementer
SEE 20:10, Divisionsturnering, minihike og storhike er blot nogle af de mange aktiviteter, der har været i årets løb. Jeg vil ikke nævne dem alle, men blot henvise til ledernes beretninger, hvor man får et fuldt overblik over de enkelte grenes aktiviteter.
Promovering af spejderne
Det største promoveringsarrangement vi har, er til Soppefesten. Det var også tilfældet i 2010, hvor vi fik prisen som bedste optog/vogn. Vi var desuden på pladsen dagen efter, hvor man sammen med minilederne og spejdere kunne bage snobrød og pandekager, og det var der rigtig mange, der benyttede sig af. Desuden var vi også synlige på pladsen med pionerarbejde.
Som noget nyt var vi i år også på festpladsen ved Skjern i forbindelse med deres byfest. Vi har efterhånden en del spejdere fra det område, og vil gerne have flere.
Igen i år var vi synlige på Ellengård på Havens dag. Her kunne både børn og forældre nyde godt af, at børnene kunne lave snobrød og få en pandekage, så forældrene kunne tage sig lidt bedre tid til, at finde ud af, hvad de skulle have med hjem.
Samme koncept brugte vi ved et open-by-night arrangement ved Brugsen.
Endelig har vi igen i år været på Hammershøj Skole og fortalt om spejderarbejdet. I år var det vores mikroleder, der stod for det, og det har sikkert været medvirkende til, at antallet af mikroer er steget fra to – efter de ældste mikroer rykkede op som minier – til det nuværende antal på ti.
Er der spejdere i Hammershøj? Vores store antal af promoveringsarrangementer og de aktiviteter, vi har for at tjene penge, gør, at det kan ingen i Hammershøj eller omegn være er i tvivl om, at der er!
Aktiviteter for at tjene penge til spejderne
Loppemarkedet er uden sammenligning den største enkeltstående aktivitet, og stor var min forbløffelse som ny formand og grøn i loppemarkeds sammenhænge at se, hvordan det bogstavligt talt væltede ind med kunder klokken 10 en lørdag formiddag. Kunderne måtte stå i kø både hos vores 12 sælgere for at kunne komme til at byde på varerne og igen ved kassen. Lige så overrasket var jeg over at se, hvor få kunder, der var ved 14-tiden – når der overhovedet var nogen. Loppemarkedet var en stor succes. For selvom vi havde færre varer at sælge i år, var overskuddet fuldt ud på højde med de foregående år. Vi kan med fordel organisere os anderledes, så vi får mange sælgere først på dagen, kun ganske få sidenhen, og mange igen, når der skal køres væk.
Vi omdeler Trojkanyt, og det giver en god betaling. I en stor del af 2010, har det været varetaget af en forældre, og vi håber i 2011 igen at finde en eller flere forældre, der vil stå for det.
Vores juletræssalg er desværre ikke gået så godt i 2010, blandt andet pga. forvirring omkring datoerne. Så hvis du står og mangler et juletræ her i februar eller marts, er jeg sikker på, at vi er leveringsdygtige…
Vi havde en velbesøgt og festlig Skt. Hans fest med masser af kager, som forældrene havde bagt. Vi havde vejret med os og fået Brian Roed, skoleinspektør på Hammershøj skole til at holde båltalen. Næste år vil vi starte tidligere, og tænde bålet tidligere, så de mindste også kan være med.
Vi har haft salg af blomsterløg forår og efterår i 2010. To forældre har stået for det praktiske, mens mikro- mini- og juniorspejderne har stået for at sælge sammen med deres forældre. Det vil vi gerne fortsætte med i 2011.
Vores aktivitetsniveau og synlighed i byen gennem de sidste år, har gjort at vi i 2010 modtog Andelskassens pris på 5.000 kr. Det er vi naturligvis rigtig glade for og meget stolte over! Desuden har vi modtaget 3.000 kr. fra Vorning og Omegns Fond.
En stor tak til alle ledere, spejdere og forældre, der har gjort vores høje aktivitetsniveau muligt.
Bestyrelsesarbejdet
Hvor skal vi sove i nat? I 2010 har vi haft otte bestyrelsesmøder, hvor en del af tiden er gået med at planlægge og koordinere kommende aktiviteter. Men vores boligsituation har også været en af de ting, der har optaget bestyrelsen, eftersom vores lejemål udløber i slutningen af 2012. Derfor har vi i 2010 været ude at se på to andre muligheder. Der er dog ingen af de to, der lever op til vores ønsker, og det er måske også svært: Da vi flyttede ind i Kæpsmarken var bygningen ikke beklædt indvendigt. Dvs. at spejderforældre og ledere blandt andet skulle lægge gulv, lofter og meget, meget mere. Udover det arbejdsmæssige blev der også lagt en del penge i det. Penge, der fremgår af regnskabet som værdi af lokaler og afskrives år for år. Derfor har vi et stort ønske om, at det nye vi skal flytte over i enten er et lejemål, vi kan flytte ind i som det er uden at skulle investere arbejdskraft eller penge, eller et lejemål, vi er helt sikre på, at vi gerne vil have de næste 10 år eller en grund, som vi lejer, men helst køber og som vi opstiller mobile hytter på. Vi modtager derfor gerne forslag fra nogle, der har set noget eller kender nogen.
Næsten uanset hvad, kommer det til at koste penge, og derfor er det vigtigt at vi øger de aktiviteter, der skaber penge til spejderne i 2011.
Som ny formand havde jeg en vision om, at få involveret forældrene mere i de aktiviteter, der ikke er direkte spejderarbejde, så spejderlederne kan samle deres energi på selve spejderarbejdet og ikke alt muligt andet. Det er gået i den rigtige retning i 2010. I forhold til tidligere har spejderlederne ikke samlet ind til loppemarkedet – det har forældrene stået for, og de har også slået græs i Kæpsmarken i sommerhalvåret, uddelt Trojkanyt og bagt kager til Skt. Hans. Ønskesituationen for spejderne ville være, hvis der for hver aktivitet var et udvalg blandt forældrene, ligesom vi har det med salg af blomsterløg. Det kunne være et forældreudvalg, der var ansvarlig for loppemarked, planlagde, uddelegerede opgaverne, med kørsel, opstilling og efterfølgende oprydning så spejderlederne kun skulle stå for selve salget. Det samme kunne man gøre ved Skt. Hans, ved juletræssalg og alle de andre salgsaktiviteter.
I bestyrelsen har vi talt om, at man måske bare skulle uddelegere opgaverne til forældrene ligesom man gør med kørsel og trøjevask til fodbold. Godt nok er der stor forskel på at køre til fodbold og at fælde juletræer, men i begge tilfælde giver man noget, der er hårdt brug for: tid og arbejdskraft. Vi er meget interesserede i at diskutere, hvordan man bedst muligt får fordelt arbejdsopgaverne på flere hænder, så mød gerne op på generalforsamlingen den 22. februar og sig din mening, eller ring, eller send en mail.
Som nævnt tidligere bliver der brug for flere aktiviteter, der kan tjenes penge på i 2011. Bestyrelsen har peget på, at et grillarrangement for alle interesserede ved Torvehallen en fredag i august måned – gerne i forbindelse med et Open-by-night arrangement i Brugsen kunne være en mulighed, og det samme kunne Øko-dagen d. 17. april. Begge dele forestiller vi os som forældrearrangementer.
Vi har fået en ny, flot hjemmeside i 2010, som mikroleder Jens Frederik har lagt et stort arbejde i. Adressen er www.hammershoejspejder.dk og den er blandt andet forsynet med en kalender, så man kan orientere sig om, hvilke aktiviteter, der er. Det gælder både spejderture, loppemarked, soppefest osv. Og man kan allerede nu notere sig, at vi holder 65-års jubilæum den 28. maj, og at loppemarkedet bliver den 8. oktober.
I bestyrelsen har vi bestræbt os på at komme på forkant med begivenhederne i 2010. Med en ny formand, der ikke kender årets gang, er det dog ikke lykkedes helt. Det tror vi til gengæld på, at det gør i 2011!
Endelig har vi i bestyrelsen åbnet snakken om lederrekruttering. Aktuelt kunne vi godt tænke os at være en leder mere, og på sigt har vi brug for løbende at kunne køre ny ledere ind. Rekrutteringsgrundlaget er forældre og erfarne spejdere, så hvis du er nysgerrig, og har lyst til at snuse til det, må du endelig henvende dig. Faktisk har vi netop fået tilknyttet en ekstra gruppeleder, Susanne Molbæk, som har erfaring fra en større gruppe i Århus.
Lederne:
Mikro: Jens Fredrik Frederiksen og Henrik Matthiesen
Mini: Benny Laursen, Ann Pehrson og René Schou
Junior: Dorit Weisbjerg og Line Lanng
Trop: Jesper Bengtsen
Medlemssituationen pr. 9. februar er at vi har:
10 mikroer
14 minier
9 juniorer
5 tropsspejdere
6 klanmedlemmer
I alt 55 korpsmedlemmer. Det er lidt færre end sidste år, til gengæld har vi lidt flere blandt de yngste, og det tegner jo godt for fremtiden!
Bestyrelsen:
Består af lederne og de forældrevalgte: Peter Nissen, Torben Pehrson, Inge Jakobsen, kasserer og Esmat Guindy, formand.
Ønsker og visioner for 2011
- Afklaret boligsituation
- At vi kommer på forkant med begivenhederne
- Flere aktiviteter, der tjener penge
- Forældreudvalg eller lignende til at styre aktiviteterne
- Lederrekruttering
Facebook
Twitter
Google Bookmarks
email
RSS
Add to favorites