Beretning Storspejderne

Året 2010 i Troppen

Da vi startede året var vi 7 tropsspejdere, der mødtes hver tirsdag aften i spejderhytten. Vores møder er blevet brugt til mange forskellige ting. Vi har naturligvis arbejdet med almindelige spejderting som pioner, førstehjælp og kulsø, men vi har også holdt en del madmøder. Der har vi udelukkende lavet mad udenfor, blandt andet pizza i jordovn og frikadeller med kartofler og rødvinssovs over bål.

I foråret brugte vi møderne på at forberede os til divisionsturneringen, der i 2010 blev holdt i Toggerbo. 5 af de 7 tropsspejdere var med her, de startede fredag eftermiddag med lejropbygning, om aftenen, efter mørkets frembrud blev spejderne sendt ud på postløb, først efter det fik de lov at sove, men så helt til kl 7.30. Om lørdagen var der opgaveløb med indlagte orienteringsopgaver, hvorefter der i lejren var stafetløb og tovtrækning. Efter det var der madlavning med bedømmelse af metode og smag. Lørdag aften blev afsluttet med lejrbål med underholdning. Søndag var der lejrnedbrydning og præmieoverrækkelse. Desværre fik vi ingen præmier med hjem i troppen, muligvis på grund af et pointkort der blev væk undervejs på natløbet. Men samlet set en god divisionsturnering for Ørnepatruljen, i øvrigt den eneste Ørnepatrulje der på standeren har en ægte ørnefjer. Den har vi fået doneret af Eagleworld i nordjylland, og vi har certifikat på at den er ægte og at den er ”høstet” på reglementeret vis.

Efter divisionsturneringen rykkede vi vores møder til korpsets område på Skovager, dels fordi det er et lækkert område, og dels fordi vi som spejdere bør være friluftseksperter, og det bliver man ikke ved at være inde. Her har vi lavet forskellige ting, f.eks. lavede troppen en tømmerflåde til årets Soppeoptog (der vandt 1.præmie!).

På årets sommerlejr var vi af Langsøgruppen inviteret med på KFUM’s korpslejr; SEE 20:10, der blev holdt i Skive. Det var en supergod oplevelse, både for troppen og juniorerne der også var med, og for os ledere der var med. Noget jeg vil huske herfra var en gudstjeneste med 12000 andre spejdere!  Jeg tror lejren har været med til at give spejderne en fornemmelse af at en spejder er en spejder uanset uniformsfarve. Der var da vist også et par blandede lejrkærestepar tilstede…..

Efter sommerferien var vi på gruppetur i Vranum Bakkehus syd for Viborg. Her deltog alle i et dagsløb over temaet jul, og lørdagen sluttede med julemiddag (flæskesteg og ris a la mande) og pakkespil med gaver de selv havde fremstillet om eftermiddagen. Efter puttetid blev trop og juniorer sendt på natløb hvor de skulle smugle marinerede sild forbi nogle slemme fyre. Om søndagen var der oprydning og oprykning. Igen i år stod troppen for ceremonien for oprykning af spejderne, det virker rigtigt godt med vores sorte kutter og klokken. Ved  oprykningen fik troppen også et nyt medlem, Adrian.

I tropen har spejderne mulighed for at komme på kursus i efterårsferien, PLAN, og i år havde vi to spejdere af sted, Mette og Andreas. De kom begge tilbage med fornyet gnist, og en masse gode oplevelser rigere.

I uge 44 havde troppen den årlige socialuge sammen med seniorerne, dog deltog der desværre kun to seniorer i år, men troppen var fuldtallig, endda med Kamilla i weekenden, hvor hun var hjemme fra efterskole. I socialugen arrangerede troppen og seniorerne spejdermøde for alle de andre spejdere. Dette års tema blev ”KIM”. Det startede med at vi skulle have et par kimslege med, men det greb om sig og pludselig kunne vi fylde et møde med kimslege. Der var klassikere som føle- og smagskims, men også nyskabelser som ”føle med numsen” og  min favorit ”hvad har jeg tygget?”. Mødet sluttede ved lejrbålet hvor pointene (udmålt i chips) blev uddelt og spist. Socialugen sluttede med filmaften fredag, juleaften lørdag og fælles oprydning søndag.

Efter socialugen valgte vi at flytte vores mødetidspunkt til hver anden søndag fra 10 til 14. På den måde kan vi holde vores møder på Skovager hele året, og samtidig få møderne så lange at vi kan nå både at arbejde med de ting vi har i gang,men også at hygge omkring bålet.

Mellem jul og nytår var nogle af tropspejderne på juletur. Iår gik vi til shelteret ved Merethe og Uffe på Langdyssevej. Her fik vi en fyrstelig oppasning med varmt saft, te, nybagte boller og ekstra dyner til den kolde nat (-15 grader). Tak for det, Merethe.

I det nye år har vi lagt en plan for hvad møderne skal bruges til frem til påske. Et af projekterne er en kæmpe hængekøje hvor hele troppen kan ligge og dase sammen. I 2011 forventer vi at deltage i Mercur-løbet, Divisionsturneringen, vi skal på sommerlejr på Kulsø i Give, på Stor-hike og forhåbentlig en masse andre sjove ting. Udover det skal tiden bruges på at få vores PL’ere rustet til den opgave der venter til August, når vi på gruppeturen modtager en stor flok u-opdragne juniorer :-) .

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>