Lørdag 5. Juli 2025
Idag har vi taget af sted fra spejderhytten cirka kl. 5:30 der skete der ikke rigtig så meget og så bagefter kl 08:00 ankom vi til færgen og sad ved et fire mands bord sammen med Martha og Josefine. Så gik mig Josefine og Martha rundt og bloggede på færgen og lavede den kendte Titanic scene. Da vi kom hen til Göteborg over i Sverige, skulle vi køre i 5 timer, hvis vi ikke lavede pauser. Der vi havde kørt i 2 timer, holdt vi en pause henne ved en rasteplads med et højt tårn, Der var vi i omkring 30 min. Så kørte vi resten af tiden og vi kom hen ved Norges grænse. Så gik der kun 2 timer og så var vi der der vi kom hen til lejren, vi lavede ikke så meget vi var til et eller andet fest og så bagefter sad vi og snakkede og spiste aftensmad. Og nu sidder vi ved lejrbålet jeg skriver imens de snakker.
Mandag 7. Juli 2025
Idag har vi været over ved noget hvor vi skulle lave en båd, ud af noget træ, søm, perler og bambuspinde og så har vi været hjemme og spise frokost og så har mig, Robert, Adam og Tobias været til sådan noget hygge for KUN patrulje ledere og patrulje assistenter. Så har vi været til noget over ved hovedscenen hvor vi skulle løbe og nu er vi lidt trætte og sidder og hører på et eller andet vildt underligt på vores Soundbox som vores leder Mikkel har fundet. Og lige om lidt skal patruljeledere og assistenter til noget som bare er sådan noget hygge med brætspil og sådan noget.
Onsdag 9. Juli 2025
Idag her vi gået på hejk i vores patruljer og det er mega hyggeligt. Men det var et tidspunkt hvor vi blev væk, men så fandt vi nogle irlændere, som også var blevet væk og så gik vi sammen i mose og sump fordi det var det hurtigste. Så på et tidspunkt delte vi os og så blev vi på en fin plads, hvor vi spiste aftens mad og pjattede. Lidt senere gik vi så i seng eller lagde i vo res soveposer og snakkede.
Tobias har skrevet et digt til Robert, med lidt hjælp:
Lille Robert, så stille og lav
med håret rødt, og sindet svagt, en solnedgang, men tågen er tosom.
Han går langsomt, med tunge skridt,
og verden virker for stor, men han følger sit eget rit.
Hans øjne er klare, men ser lidt væk,
som om han søger noget, men har glemt, hvad det var, han søgte.
Hans smil er forsigtigt, næsten gemt,
en ro i hans svage sind, som sjældent bliver tændt.
Han er lille, og livet virker tungt, (mest maven)
som en hulemand, der har glemt at være ung.
Med hænderne flade, og blikket lidt bort,
han går gennem dagen, uden et ord.
Men selvom han ikke springer, løber, eller ler,
er han en del af noget større, noget vi ser.
For i hans stille væsen er der en fed lille dreng
som minder os om, at vi kan finde ro, selv når alt føles ved.
Så Robert, du er som du er,
en stille skygge i livet, men vi er her.
For selv i det laveste tempo, i din ensomhed,
er du en del af verden, som vi aldrig kan glemme i vores fred.